Genindskrivning på Aalborg Universitet

Det er muligt at søge om genindskrivning på den uddannelse, du er frameldt på Aalborg Universitet via dette ansøgningsskema. Søger du genindskrivning på en bacheloruddannelse eller en professionsbacheloruddannelse skal du dog have gennemført og bestået mindst det første studieår af uddannelsen.

Hvornår kan du søge genindskrivning?

I det omfang det er muligt for dig at blive genindskrevet kan genindskrivningen kun finde sted pr. 1. februar og 1. september. Ansøgningsfristen til genindskrivning pr. 1. februar er den 1. november og ansøgningsfristen til genindskrivning pr. 1. september er den 1. april. Dette gælder også for studerende, der ønsker overflyttelse fra anden uddannelsesinstitution, eller som ønsker at blive gæstestuderende. Du skal dog være opmærksom på at din genindskrivning tidligst kan finde sted 5 måneder efter, at du har meldt dig ud af universitetet.

Ansøgning og merit

Ved ansøgning om genindskrivning søger du samtidigt om merit for allerede beståede studieaktiviteter. Du indskrives på den nyeste, relevante studieordning, og du kan ikke nødvendigvis opnå fuld merit for allerede beståede studieaktiviteter, hvis studieordningen i mellemtiden er ændret på væsentlige punkter, både hvad angår det faglige indhold og studiestruktur.

Der må heller ikke være andre forhold, der hindrer genindskrivning, fx at du har opbrugt antallet af eksamensforsøg eller overskredet fastsatte tidsfrister, uden at du kan opnå dispensation. Herudover gælder de samme betingelser for genindskrivning som for indskrivning på 3.-7. semester af en bachelor- eller professionsbacheloruddannelse.