Kom til Åbent Hus på AAU · 17. januar 2012

Også i 2012 inviterer Aalborg Universitet indenfor til Åbent Hus. Arrangementet er for potentielle studerende og er en helt unik mulighed for at få et indblik i universitetets mange spændende uddannelser - et indblik, der går langt dybere end det der kan opnås gennem research på nettet og læsning i studieguiden. På denne måde kan deltagelse i Åbent Hus kvalificere til at træffe et informeret studievalg.

Der afholdes Åbent Hus på alle tre campusområder.

Aalborg onsdag den 7. marts kl. 11.00-18.00

Gennem oplæg, rundvisninger og vejledning i standene vil de besøgende få information om studiernes faglige indhold, studieform, studiemiljø og valgmuligheder undervejs i studiet. Tæt ved 70 humanistiske, samfundsvidenskabelige, teknisk-, natur- og sundhedsvidenskabelige uddannelser er repræsenteret.

Den centrale Studievejledning, Karrierecentret, Adgangskursus samt Aalborg Kollegie- og Ungdomsboligformidling og Study Aalborg er til stede på dagen.

Aalborg Kommune deltager med en stand ved Åbent Hus på Aalborg Universitet. Desuden betaler Aalborg Kommune sms-billetter til alle besøgende, som rejser inden for region Nordjylland, og som deltager i et Åbent Hus arrangement i Nordjylland. Som supplement til dette fine tilbud arrangerer Aalborg Universitet i år gratis bustransport fra udvalgte byer i Vestjylland til Aalborg Universitet.

Der vil være gratis kaffe og sandwich til gæsterne.

Esbjerg fredag den 24. februar kl. 9.00-15.00 og lørdag den 25. februar kl. 10.00-15.00

Åbent Hus på campus Esbjerg afholdes i samarbejde med Studiebyen Esbjerg, der er et samarbejde mellem de videregående uddannelsesinstitutioner, som i fællesskab markedsfører begivenheden over for potentielle besøgende.
Undervisere og studerende samt vejledere vil fortælle om uddannelserne sammen med repræsentanter fra regionens virksomheder.

Fredagens program:

  • Hør, oplev og få en snak om uddannelsen (alle uddannelser)
  • Hør om studielivet på Aalborg Universitet Esbjerg
  • Dine fremtidsmuligheder

Lørdagens program:

  • Mød virksomheder og hør om hvordan det er at være i job med en uddannelse fra campus Esbjerg
  • Mød studerende, forskere og ansatte og hør om hvordan det er at studere på campus Esbjerg
  • Besøg Universitarium med stande fra virksomheder, studerende, ansatte og forskere for at se og få en bedre fornemmelse om uddannelserne og jobmulighederne
  • Se det spændende Kemishow

Der vil i år være tilbud om gratis bustransport til lørdagens arrangement. Med afgang fra Give og med en række stop i udvalgte byer undervejs vil interesserede således kunne blive kørt til Aalborg Universitet i Esbjerg og retur.

København tirsdag den 6. marts kl. 13.00-18.00

Alle bachelor-, kandidat- og efter-/videreuddannelser vil være repræsenteret på dagen med spændende stande og oplæg for de besøgende. Der vil være to oplægsrunder for hver uddannelse, organiseret således at det er muligt for den enkelte besøgende at deltage i introduktionen til i alt fire uddannelser i løbet af dagen.

Særligt gennem dialogen med nuværende studerende og undervisere får de besøgende et indblik i de enkelte uddannelsers faglige indhold, livet som universitetsstuderende og den problembaserede studieform.

Der er tradition for, at alle uddannelserne viser sig fra deres mest kreative og spændende side, så det skal nok blive en festlig og indholdsrig dag.

Arrangementet vil have tre fokuspunkter, der ’brander’ AAU-Cph i hovedstadsområdet: Aalborg-modellen for PBL, det innovative aspekt i uddannelserne og karrieremulighederne med en akademisk uddannelse fra AAU-Cph. Disse tre fokuspunkter vil være tænkt med i designet af dagen og desuden være repræsenteret med hver sin campusstand, hvor de besøgende kan se og høre nærmere.

For potentielle studerende fra Syd- og Vestsjælland samt Lolland og Falster bliver der arrangeret gratis transport til Åbent hus i København ad de følgende ruter:
a) Nakskov, Maribo, Nyk. F., Vordingborg, Næstved.
b) Korsør, Slagelse, Ringsted.
c) Kalundborg, Holbæk.

Her kan du få mere at vide om Åbent Hus

Læs mere om Åbent Hus på Aalborg Universitet på www.aabenthus.aau.dk. Det er muligt at bestille en folder om arrangementet hos Den centrale Studievejledning. Har du spørgsmål vedrørende arrangementet, er du meget velkommen til at kontakte koordinator Lene S. Agger.

Vi ser frem til at byde en masse uddannelsessøgende velkommen og give dem et bud på, hvor deres fremtid kan ligge.
 

Gå til nyhedslisten