Din ansøgning trin for trin
Alle studiepladser på 1. år af danske, videregående uddannelser skal søges og bliver fordelt gennem den Koordinerede Tilmelding (KOT). Nedenfor kan du læse om:
- Sådan udfylder du ansøgningsskemaet
- Uploade eller indsende bilag til en KOT-ansøgning - frister?
- Svar på din ansøgning
Sådan udfylder du ansøgningsskemaet
Elektronisk ansøgning med eller uden NemID
Alle ansøgere med et dansk cpr.nr. opfordres til at søge med NemID. Hvis du søger uden NemID, skal du underskrive og indsende den ID-erklæring, der produceres på optagelse.dk til hver uddannelse, du søger. ID-erklæringen gør det muligt for os at hente dine oplysninger elektronisk. Vi skal modtage den ID-erklæring, du sender, senest den 15. marts 2012, kl. 12 (kvote 2) og senest den 5. juli 2012, kl. 12 (kvote 1).
Er der bilag til din ansøgning - så se nedenfor, hvilke frister der er, og om du skal uploade dem eller sende med almindelig post.
Prioritering
Du kan søge op til 8 forskellige uddannelser i prioriteret rækkefølge. Du skal lave en ansøgning til hver eneste uddannelse, du søger ind på. Du vil blive tilbudt optagelse på den højst prioriterede uddannelse, hvortil dine kvalifikationer er tilstrækkelige. Selv om du kun søger én uddannelse, skal du alligevel udfylde et prioriteringsskema.
Standbyplads
Hvis du søger optagelse på en adgangsbegrænset uddannelse, kan du også søge om en standbyplads, dvs. søge om en ventelisteplads på den samme uddannelse. Det sker ved at krydse muligheden af i ansøgningsskemaet.
Hvert år optager universitetet flere ansøgere, end der reelt er plads til på uddannelsen. Hvis flere ansøgere end forventet siger "nej tak", tilbyder vi disse studiepladser til ansøgere på ventelisten. Standbypladser giver universitetet til ansøgere, der har søgt om det, og som har kvalifikationer lige under det, der kræves for at få en studieplads på en adgangsbegrænset uddannelse den 30. juli.
Standby betyder at stå til rådighed, og hvis du søger og får en standbyplads, skal du stå til rådighed frem til den 15. august. Frem til den 15. august kan du få tilbudt en studieplads med studiestart den 1. september samme år. Bliver du tilbudt en studieplads inden den 15. august og siger "nej tak" til pladsen, mister du din standby-plads. Du må så søge optagelse igen til næste år.
Bliver du ikke tilbudt en studieplads inden den 15. august, ændrer vi din standbyplads til et tilsagn om en studieplads til det efterfølgende studieår. Tilsagnet om studiepladsen gælder til den søgte uddannelse og kun til optagelse det efterfølgende studieår. Du skal stadig huske at søge optagelse på den pågældende uddannelse det efterfølgende studieår. Du behøver ikke at søge uddannelsen som din 1. prioritet.
Bemærk:
- Du kan ikke søge standby, uden at du samtidig søger om en studieplads samme år. Du kan altså ikke søge om at få reserveret en studieplads til det efterfølgende år.
- Før du søger en standbyplads, skal du overveje, om du ønsker at begynde på en uddannelse samme studieår, eller om du er villig til at vente indtil det efterfølgende. En standbyplads bliver ofte til et tilsagn om en studieplads på uddannelsen det efterfølgende studieår.
- Hvis du får en standbyplads den 30. juli, bliver du ikke optaget på en lavere prioriteret uddannelse, heller ikke selv om du opfylder betingelserne for at blive optaget.
Optagelsesområder og studieretninger
Et optagelsesområde svarer som oftest til én uddannelse, men i visse tilfælde omfatter det flere uddannelser. Hvis der er flere studieretninger inden for et optagelsesområde, er det vigtigt, at du angiver, hvilken studieretning du søger ind på. Navne og numre på uddannelserne på Aalborg Universitet finder du i uddannelsesoversigten under www.optagelse.dk.
Uploade eller indsende bilag til en KOT-ansøgning - frister?
En ansøgning består af:
- Et udfyldt ansøgningsskema til hver uddannelse, du søger optagelse på. Du skal oplyse, om du har suppleret i fag/niveauer for at opfylde specifikke adgangskrav, hvis du er/har været i gang med en anden videregående uddannelse, og/eller hvis du har særligt relevante aktiviteter, der skal indgå i den konkrete kvote 2-vurdering ifht. en adgangsbegrænset uddannelse.
- Prioriteringsskema (skal modtages på uddannelsessted, du har søgt som 1. prioritet)
- En kopi af dit eksamensbevis (kun nødvendig, hvis din gymnasiale eksamen er fra 2004 eller før)
- Internationale ansøgere (med undtagelse af nordiske statsborgere) skal indsende bevis for Studieprøven i Dansk / Danskprøve 2 (bestået i 2001 eller før) / Dansk A-niveau (gymnasialt enkeltfag)
- Evt. dispensationsansøgning (se vores side om dispensationer)
- Søger du optagelse på Musikterapi: En motiveret ansøgning
Bilag til kvote 2 - modtaget med post hos os senest den 15. marts 2012
Med almindelig post skal du indsende evt. bilag til din kvote 2-ansøgning, så vi modtager dem senest den 15. marts 2012 på Studiekontoret. Hvis du indsender bilag, er en stor hjælp for os, at papirerne hverken er foldede eller sat sammen med clips. Send aldrig originaldokumenter. Brug i stedet kopier, som er mærket med CPR-nummer. Du får ikke dine bilag tilbage. Vores adresse er:
Aalborg Universitet
Studiekontoret
Fredrik Bajers Vej 5
9220 Aalborg Øst
Dokumentation for eksamensaktiviteter, der først afsluttes efter den 15. marts, kan du dog uploade via www.optagelse.dk indtil den 5. juli, uanset om du har søgt med eller uden NemID oprindeligt.
Bilag til kvote 1 - uploadet senest den 5. juli 2012, kl. 12.00
Du skal oploade bilag via www.optagelse.dk INDEN den 5. juli 2012, kl. 12.00. Det er tillige muligt at indsende kvote 1-bilag i papirformat med almindelig post til Studiekontoret.
Desuden kan nedenstående muligvis være relevant for dig:
Sygeeksamen
Hvis du skal til sygeeksamen i august m.v., kan din ansøgning alligevel komme i betragtning. Du skal søge på normal vis, inden ansøgningsfristen udløber, og du skal sende dokumentation for, at du skal til sygeeksamen. Vedlæg din ansøgning det foreløbige eksamensresultat og/eller terminskarakterer. Endelig dokumentation for eksamen skal du så indsende, når du har afsluttet den.
Merit (for dig, der tidligere har bestået fag på en videregående uddannelse)
Ønsker du at søge merit (godskrivning) for dele af første studieår, skal du vedlægge en meritansøgning til din KOT-ansøgning. Der findes ikke et særligt skema til meritansøgninger. Du skal vedlægge dokumentation for de uddannelsesaktiviteter/beståede eksaminer, du begrunder din meritansøgning med. Studiekontoret sender din ansøgning om merit videre til en faglig vurdering i studienævnet for den relevante uddannelse.
Du kan kun søge en studieplads gennem KOT, hvis du skal begynde på første studieår af en uddannelse. Viser det sig, at du kan få merit for hele første studieår, konverterer Studiekontoret automatisk din ansøgning om optagelse til en ansøgning om indskrivning på 3. semester eller senere af den ønskede uddannelse. Du optages på 3. semester eller senere i et uddannelsesforløb, hvis der er ledige studiepladser, og hvis du opfylder adgangskravene.
Fuldmagt
Hvis du er ude at rejse på det tidspunkt, hvor du skal søge optagelse, kan du give fuldmagt til en anden, som så kan udfylde og indsende ansøgningen for dig sammen med fuldmagten. I fuldmagten giver du din tilladelse til, at en anden person søger en studieplads på dine vegne. Det skal fremgå af fuldmagten, hvilke uddannelser du ønsker at søge en studieplads på, og i hvilken rækkefølge (prioritering) optagelsen skal ske. Brug gerne fuldmagtsblanketten på www.optagelse.dk.
Vi anbefaler, at du selv i videst muligt omfang laver din ansøgning, før du evt. skal ud at rejse. Det vil sige, at du sørger for, at alle dokumenter er kopieret og mærket med CPR-nummer, før du tager af sted.
Specialpædagogisk støtte(SPS)
Specialpædagogisk støtte (SPS) gives til studerende med funktionsnedsættelse (handicap). Ved hjælp af støtten skal det være muligt at gennemføre en uddannelse på lige fod med andre studerende. Du får ikke en ekstra sum penge, men SPS gives til f.eks. indkøb af tekniske hjælpemidler, som løn til tegnsprogstolk eller en sekretær.
Da sagsbehandlingen i forbindelse med ansøgning om SPS kan tage tid, kan det være i din egen interesse, at universitetet så tidligt som muligt bliver gjort opmærksom på dine særlige støttebehov. På Aalborg Universitet er det SU-kontoret, der behandler ansøgninger om SPS.
Svar på din ansøgning
I tiden fra du har søgt om en studieplads på universitetet, og indtil det er afgjort om du bliver optaget, vil du modtage et eller flere breve fra universitetet. Du skal være opmærksom på, at universitetet sender brevene til din folkeregisteradresse. Ønsker du i stedet, at vi skal benytte en c/o-adresse, beder vi dig give Studiekontoret besked om det.
AAU's selvbetjeningssystem
På www.unistart.aau.dk finder du Aalborg Universitets selvbetjeningssystem. Det er her, du kan følge behandlingen af din ansøgning. Den 30. juli fra midnat kan du tjekke, om du er blevet optaget, ligesom det er på Unistart, at du skal svare enten "ja tak" eller "nej tak" til pladsen. Det er vigtigt, at du bekræfter tilbuddet om en studieplads. Studiekort m.m. ordnes også på Unistart.
Breve til dig fra universitetet
Nedenfor er en oversigt over de forskellige typer breve, som Studiekontoret sender til ansøgerne:
- Kvitteringsbrev for modtagelse af ansøgning sender Studiekontoret til alle ansøgere løbende. Brevet indeholder bl.a. information om, hvordan du logger dig ind på vores selvbetjeningssystem Unistart.
- Rykkerbrev udsender Studiekontoret, hvis du ikke har indsendt dokumentation for bestået adgangsgivende eksamen. Vi rykker efter behov også for øvrig dokumentation i forbindelse med kvote 2-ansøgning.
- Afslagsbrev udsender Studiekontoret i marts-juli til de ansøgere, der ikke opfylder adgangskravene til den søgte uddannelse.
- Optagelsesbrev modtager du med posten den 30. juli med tilbud om en studieplads. Studiekontoret kan ikke på et tidligere tidspunkt oplyse, om du er blevet optaget. Du skal svare enten "ja tak" eller "nej tak" til pladsen. Sammen med optagelsesbrevet er der bl.a. vedlagt information om SU og studiestart.
- Standbybrev modtager du den 30. juli, hvis du får tilbudt en standbyplads.
- Tilsagnsbrev udsender Studiekontoret i slutningen af august/begyndelsen af september til ansøgere, der pr. 30. juli har fået tilbudt en standbyplads. Når det er udelukket, at ansøgere med en standbyplads får en studieplads i det aktuelle studieår, gives der tilsagn om en studieplads det efterfølgende studieår.
- Afslagsbrev modtager du fra Tilmeldingssekretariatet den 30. juli, hvis du ikke får tilbudt en studieplads på nogen af de uddannelser, du har søgt optagelse på. I brevet er der vedlagt en pjece med tilbud om vejledning samt en oversigt over ledige studiepladser, som du kan søge en studieplads på i august.
Information om studiestart
I 2012 er det studiestart i Aalborg fredag den 31. august, mens det i Esbjerg og København er mandag den 3. september. Husk i god tid at gå ind på Aalborg Universitets site for nye studerende for at læse om immatrikulation, kontaktpersoner på dit studium, semesterplaner, boglister og meget andet.
